Skip to the content

Udstilling om Byens Havn på pågaden i Sønderborg

Michael Saxtorph og Inge Olsen ved åbningen af udstillingen på Perlegade 46 i Sønderborg (Foto: Kristian Pallesen)
Michael Saxtorph og Inge Olsen ved åbningen af udstillingen på Perlegade 46 i Sønderborg (Foto: Kristian Pallesen)

OPDATERET

I tusindvis følger med i, hvad der sker i den nye bydel – Byens Havn – i Sønderborg. Dels på hjemmesiden byenshavn.dk dels på udstillinger - først i en husbåd og nu på gågaden i Sønderborg, hvor interesserede i lokalerne Perlegade 46 kan læse fortællingen og historien om den nye bydel.

Tallene taler for sig selv. Sønderborgs borgere, besøgende og turister har bl.a. fulgt projekterne sådan:

Næsten 50.000 har besøgt udstillingen i husbåden i Byens Havn.

Havneselskabet har lagt flere end 120 nyheder ud på hjemmesiden siden januar 2016. De kan genfindes i nyhedsarkivet.

Hjemmesiden www.byenshavn.dk har været besøgt af 175.000.

Sønderborg Havneselskab har derfor ultimo 2018 ajourført og skabt udstillingen på adressen Perlegade 46 og har lavet en lille folder, som på en rundtur i byen ned til Byens Havn vil efterlade et indtryk af den perle Sønderborg er. Sønderborg Kommune har overtaget ansvaret for udstillingen og fortællingen.

Inge Olsen, direktør for Land, By og Kultur i Sønderborg Kommune, kvitterede for overdragelsen i december:

- Jeg synes, det er en fantastisk fortælling at kunne bære videre. Med den vision byrådet i Sønderborg netop har godkendt, er Byens Havn et af de tre fyrtårne, som vi i den grad vil bygge videre på.

Personligt har jeg haft fornøjelsen af at følge projektet i ni år, og helt fra starten har der været høje mål, udsigt i verdensklasse, og med de offentlige og private partnerskaber var der fra Alsion en erfaring at bygge videre på.

Jeg oplever i dag, at byens borgere tager deres familie og venner med ned i Byens Havn og fortæller historien omkring den transformation, som er sket og fortsat vil ske.

Og med den udstilling, vi nu har i gågaden, er det jo et oplagt sted at begynde fortællingen. På udstillingen kan man overskue hele modellen og alle byggerierne og se og læse, hvordan det lykkes at lave den slags projekter. Der er i den grad behov for at fortælle historien om Byens Havn – igen og igen. 

Når udsigtsetagen i Hotel Alsik tages i brug, vil publikum ud over den fantastiske udsigt også kunne læse om ideen og visionen med Byens Havn.